Preview Mode Links will not work in preview mode

Tag med på en rejse til oldtidens Ægypten og Antikkens Rom og Grækenland blandt mumier, guder og helte. Eller dyk ned i fortællinger om franske impressionister, danske guldaldermalere og de ypperste skulptører. Med Glyptotekets podcasts i ørene får du nye vinkler på 6.000 års kunst i verdensklasse og et indblik i vores civilisations historie.

Dec 20, 2020

Lyt til kunstnerne Tal R og Lea Guldditte Hestelund i en samtale om at arbejde med skulptur. Hvordan er det at skabe tredimensionel billedkunst? Hvilket potentiale og udfordringer ligger der i at arbejde med traditionelle billedhuggermaterialer som marmor, gips og bronze, og hvad kræver det af kunstnerens håndværk?

Samtalen bliver modereret af kunsthistoriker og skribent Claudine Zia, som også vil tale med kunstnerne om deres inspiration og om den skulpturtradition, de begge står på skuldrene af. Hvem har gennem kunsthistorien haft lov til at skabe skulpturer? Hvilke kroppe ser vi afbilledet i klassiske skulptursamlinger som fx Glyptotekets, og hvilken betydning har det haft for kunstnernes egne værker og arbejde?

Samtalen foregik i Glyptotekets Festsal den 24. september 2020.


OM TAL R
Tal R har altid bevæget sig frit mellem genrer. Han er nu udstillingsaktuel med sin første større præsentation af bronzeskulpturer på Glyptoteket, hvor han på sin egen måde tager livtag med den store klassiske, figurative skulpturtradition.


OM LEA GULDDITTE HESTELUND
Med marmor som sit foretrukne materiale, har Lea Guldditte Hestelund blandt andet arbejdet med nutidens kropskultur set i lyset af antikkens dyrkelse af det perfekte legeme. Hendes skulpturer placerer sig mellem det kropslige og det fremmedartede og sætter på mange måder spørgsmålstegn ved den tunge kulturarv, som marmoren bærer med sig.

Produceret af The Lake.